Anetavle for Mette Marie Bendtsen
Anetavle for Jens Christian Christensen
Børn efter Mette Marie og Jens Christian Christensen
Jens Christian Christensen – blev født på “Haderuplund” i Haderup i 1881 som søn af Jens Christian Christensen og Ane Jensen.
Jens Christian drev – sammen med sin mor Ane Christensen – “Haderuplund” efter hans fars bratte død. Faderen forulykkede med et spand stude og et læs tørv i 1902. Ane (hans hustru) var også med på læsset, men kom ikke noget til. Ane Christensen blev boende på gården frem til sin død i 1915.
Jens Christian Christensen købte “Haderuplund” i 1910.
Jens Christian var blevet gift med Marie Katrine Højgård Poulsen i 1909 med hvem, han fik 2 børn:
- Jens Kristian Haderuplund Kristensen, født i 1911, død kun 2 uger gammel.
- Jens Kristian Arne Lund Kristensen, født i 1913 og død i 1981.
Marie Katrine Christensen døde i 1917. Hun blev kun 29 år.
Mette Marie Bendtsen – kom så til som husbestyrerinde, og i 1924 giftede Jens Christian og Mette Marie (Bedste) sig. De fik 4 børn sammen:
- Marie Kathrine Christensen, født i 1926.
- Petra Kirstine Christensen, født i 1928 (min mor).
- Harry Andreas Christensen, født i 1930 og død i 1931. Han blev under 1 år.
- Harry Andreas Christensen, født i 1932.
IC, som han blev kaldt i daglig tale – var meget samfundorienteret. Han var sognefoged i 26 år. Ligeledes var han var i skolekommissionen, medlem af lokale korn- og foderstofforeninger, kvægavlerforeninger og i en årrække var han lægdsmand og vurderingsmand. Jens Christian Christensen var også politisk engageret.
Familien knoklede hårdt på gården, som var særdeles veldrevet. Jens Christian var et udpræget ordensmenneske. I 1947 tvang sygdom dem til at sælge “Haderuplund”, og i 1948 flyttede de så ind i deres nybyggede hus i Haderup. Det fremgår af regnskaberne, at byggegrunden kostede kr. 1.600, og de samlede udgifter inkl. grunden var kr. 22.823,34.
Solveig fortæller:
Jeg kan desværre ikke huske min morfar, idet jeg kun var godt 2 år, da han døde, men min mormor har fortalt mig blandt andet en ting.
Når jeg og mine forældre kom på besøg i Haderup, skulle min mormor hurtigst muligt have fjernet barberbladet i min morfars baberskraber, for det første jeg gjorde, når vi kom, var at gå ind i soveværelset. Her fandt jeg baberskraberen og gik straks til min morfar og sagde “Chresten seres og beres”. Og som jeg sagde, “så han ikke godt ud”.
I 1955 døde Jens Christian Christensen. Han blev 74 år gammel.
Mette Marie Christensen blev født i 1893 i “Krathuset” i Staulund – et lille stråtækt hus langt ude på heden. Her voksede hun op sammen med sine søskende – fire piger og to drenge – og sine forældre Jens Peder Bendtsen og Mette Kristine Thomassen. Mette Marie Christensen havde den store sorg at miste sin mor i 1913. Hun døde af et hjertetilfælde, mens hun var i færd med at vaske tøj ved åen. Hun blev således kun 52 år.
Mette Marie Thomasens mand, Jens Peder Bendtsen døde først i 1946, og han blev 89 år.
Mette Marie Christensen – som på egnen blev kaldt Marie Sognefoged – blev boende i huset på Herningvej 24 i Haderup efter Jens Christian Christensens død. Mette Marie Christensen blev boende i huset og klarede sig rigtig godt i alle årene frem til sin død i 1989.
Mette Marie Christensen var en særdeles stærk kvinde, som var meget vellidt på egnen. Hun opnåede således at blive 95 år.