I dag er det 20 år siden vi fik kolonihaven
12. april 2024
I dag er det præcis 20 år siden, vi købte vores kolonihave. Dengang var det nærmest kun et ”hønsehus” – men vi har da fået gjort lidt ved det hen over årene 😊
Det har været 20 fantastiske år i havekolonien Nabkær 1.
Hvis du har lyst til at se nogle billeder fra de 20 år – så klik her – og kom med os en tur ned ad ”Memory Lane” 😊
Kolonihaven i vinterdragt
3. december 2023
Herning Folkeblad
27. august 2022
Herning Folkeblad bragte i lørdagsavisen den 27. august 2022 en billedserie under temaet: “Skønne former set fra luften”.
Her havde de også lige fået øje på vores runding her i Nabkær
Du kan læse hele artiklen her…
Kolonihaven – 25. juli 2022
Stemning af sommer – her i kolonihaven 🙂
Sommeren står for døren – 8. juni 2022
Der er sket en masse i kolonihaven de seneste måneder.
Vi har fået beklædt huset med klink – i stedet for de gamle profilbrædder – som jo ikke var særligt velegnede til yderbeklædning på et hus. Derudover har vi fået el ind, vi har fået varmepumpe installeret og samtidig har vi fjernet brændeovnen. Solcelleanlæggene er også solgt.
Haven er blevet lagt lidt om hist og her, så – alt i alt – er der faktisk godt gang i det hele!
23. november 2021
Så har vinteren meldt sin ankomst – også her i kolonihaven.
Natten til i dag havde termometeret været nede på minus 4°.
21. august 2021
Selvom efteråret så småt begynder at trænge sig på – så er der stadig godt gang i den – her i kolonihaven.
22. august 2020
Tomaterne er – langt om længe – ved at blive røde, og agurkerne hænger på “rad og række” – her i kolonihaven.
Mange af agurkerne er nu blevet til agurkesalat – nok til vinterens forråd.
20. august 2020
Efter en dag med en del regn, har vi en rigtig dejlig aften – her i kolonihaven. Fugtigheden er høj, temperaturen er 18 grader og “mosekonen brygger” herude på engen i Birk ved Herning. Det er da bare fantastisk!
13. juli 2020
12. juli 2020
4. juli 2020
Her er lidt stemningsbilleder fra kolonihaven. Det hele er på sit højeste lige nu, så vi nyder at være her – og ikke mindst at slappe af – her i kolonihaven.
1. juli 2020
Nu skal de her bare vokse sig store og blive blå – her i kolonihaven
27. juni 2020
“Jordbærmarken” står rigtig godt for tiden – her i kolonihaven
27. april 2020
Vi er netop blevet færdig med at renovere vores 8-kantede træterrasse. Den var ved at være rådden, så nu har den fået nyt “træværk”. Den var 15 år gammel, så det må vel siges at være ganske godt klaret.
Kartoflerne er nu rykket ud af drivhuset for dermed at gøre plads til agurker og tomater. De står allerede klar derhjemme i vindueskarmen ? og venter bare på lidt lunere vejr, så de kan komme ud.
15. april 2020
De fleste af vores forårs-projekter er nu ved at være på plads – både brændeovn, køleskab og komfuret er på plads, og huset er som før – så vi glæder os til en (forhåbentlig) god, varm og solrig sommer – her i kolonihaven.
6. april 2020
Projektet kører efter planen!
Havehuset er optørret, det nye gulv er lagt og køkkenet er sat op. Der mangler kun noget oprydning og de sidste “finpudsninger”.
Brændeovnen er klar til at blive monteret igen, men Pejsecenteret er lukket indtil videre på grund af Corona – så det må vente.
Ellers er vi næsten klar til at holde påske – her i kolonihaven – i det forventede gode forårsvejr.
25. marts 2020
Selvom vejret stadig er køligt – ja, der er endda lidt nattefrost endnu – så er kolonihaven i “forårshumør”.
Det hele er godt i gang med at komme op, og Kærmindesøstrene blomstrer flittigt. De står godt i læ, så når solen skinner, er der rigtig lunt på den plads.
Vi venter stadig på, at huset skal tørre godt, inden vi lægger nyt gulv, så imens går vi og gør lidt forårsklar ved at rydde lidt op og klipper stauder ned. Der er rigtig dejligt derude nu, hvor solen allerede har så meget magt.
Vi har sat nogle få kartofler i spande, som netop er kommet op, så vi forventer nye kartofler til Grundlovsdag.
Tomater og agurkeplanter er allerede klar derhjemme, men det er lidt for risikabelt at sætte dem ud – så det må vente lidt endnu.
4. marts 2020
Vi har nu fået nedtaget brændeovnen, brækket gulvet op, stillet isoleringen til tørre og er kommet i gang med at tørre vand op ☹
Nu er det bare at vente på at træværket tørrer, så vi kan komme i gang med at lægge nyt gulv.
Vi tager derud og lufter godt igennem på de dage, hvor det tørrer godt, så det kan nok ikke vare længe, inden vi kan komme videre.
2. marts 2020
Så er vi i gang igen i kolonihaven!
I dag har vi taget køkkenet ned. Vi har fået “taget hul” på at få gulvet op, og det ser faktisk bedre ud end frygtet ? Der er slet ikke så meget vand under isoleringen, som vi havde forventet.
Nu skal gulvet op i morgen og køres på lossepladsen. Så skal det hele tørre – og så kan vi snart komme til at lægge nyt gulv.
26. februar 2020
I dag fik vi besøg af TV Midt-Vest i kolonihaveforeningen
I dag blev vi kontaktet af TV Midt-Vest, som gerne ville lave et indslag om vore problemer med vand i kolonihaveforeningen. Det var i forbindelse med TV2’s tema “Danmark under vand” som blev sendt i aften kl. 19:00 – 20:00.
De kom ud og optog i eftermiddags – og det kom der dette indslag ud af.
25. februar 2020
Herning Folkeblad kom på besøg
I går havde vi besøg af et par journalister fra Herning Folkeblad, som gerne ville skrive lidt om de problemer, som vi har haft med de oversvømmelser, vi har været plaget af den senere tid.
Det kom der så et par artikler ud af, som kan læses i Herning Folkeblad i dag.
20. februar 2020
I dag fik vi en positiv oplevelse, da vi kom ud i kolonihaven, idet vand-situationen er noget bedre. Nu behøver vi ikke længere gummistøvler for at komme ind i huset.
Vi afventer lige, hvordan vejret arter sig i weekenden. Herefter går vi i gang med at brække gulvet op og få det hele tørret ud. Skaderne er heldigvis begrænset til gulvet. Vandet nåede kun lige op under køkkenelementerne, som heldigvis hænger på væggen.
17. februar 2020
Så fik vi lige oversvømmet kolonihaven… Der står blank vand overalt! Inde i huset og på terrassen står vandet ca. 5-10 centimeter op.
Nu skal vi så bare væbne os med tålmodighed – og vente på at vandstanden falder igen.
16. februar 2020
Nu må al den regn godt snart stoppe!
I den forgangne uge har vi fået 105 mm regn i kolonihaven. Grundvandet står nu op til jordoverfladen. Alene i nat og her til morgen er der kommet 30 mm.
Der er vand overalt, og bækken er ved at gå over sine bredder.
Vinter i kolonihaven – 1. december 2019
Kold morgen her i kolonihaven i dag. Termometret har været nede på minus 5° i nat.
Efterår i kolonihaven – 2. oktober 2019
Efteråret har efterhånden fået “godt fat” i kolonihaven. Planterne kæmper stadig med at blomstre – om end det er lidt begrænset efterhånden – men det er jo årstiden – selvom det er lidt kedeligt?
Det positive er, at græsset ikke gror så meget mere.
4. september 2019
Sommeren er gået på hæld! Aftenerne er blevet kolde og mørke – morgenerne er kolde og fugtige – så vi har besluttet os for at flytte hjem i mandags – efter 120 overnatninger i kolonihaven.
Det har været en helt utrolig god sæson, som vi virkelig har nydt i fulde drag! Der er stadig en del efterårsarbejde – som for eksempel at klippe hæk ☹️ – der skal laves, så vi fortsætter selvfølgelig med at tage derud i dagtimerne.
29. juli 2019
Nu er der rigtig sommer i kolonihaven. Solen skinner, temperaturen nærmer sig de 30° og sommerfuglene flokkes om sommerfuglebusken. Fuglene nyder at få et bad, og vi to andre går bare og nyder sommeren.
Vi har nu har haft over 100 overnatninger herude i denne sæson. Det er ikke sket før, så det viser bare, at det er utroligt dejligt at være tæt på naturen hele tiden.
20.juni 2019
Her i kolonihaven er der travlhed. Bierne har travlt med at samle nektar, og vi går og pusler lidt med det hele.
Vi nyder, at det hele bliver frodigere og frodigere efterhånden, som sommeren skrider frem. Jordbærrene er ved at være røde. Kartoflerne, agurkerne og salaten har vi været i gang med længe, og nu varer det ikke længe, inden der er ærter og tomater.
22. maj 2019
Der er nu gået nogen tid, siden vi sidst har lagt lidt op her på siden.
Vi er nu helt færdig indvendigt og er også ved at have godt styr på haven, så nu kan vi bare nyde sommeren, når den kommer!
Vi flyttede herud Langfredag den 19. april og har været her siden.
Påsken viste sig fra en lidt specielt side i år. Når vi stod op om morgenen, havde vi haft nattefrost, men når vi kom hen på eftermiddagen, så var temperaturen et sted mellem 20 og 22°. En meget stor forskel på nat og dag.
Starten af maj måned gav en del ekstra arbejde. På grund af flere dage med nattefrost, måtte vi bruge en del tid på at dække planter til og tænde lys i drivhuset, så planterne ikke mærkede frosten.
I drivhuset står nu tomater, agurk og salat rigtig godt. Vi høstede den første skoleagurk den 20. maj. Udenfor drivhuset står 50 spande med gode kartofler af sorten Solist. Her høstede vi de første kartofler den 18. maj.
I dag, hvor vejret viser sig fra sin kolde og grå side, er vi utrolig glade for, at vi har fået brændeovnen.
30. marts 2019
Nu er vi efterhånden ved at kunne se en ende på vores ombygning i kolonihavehuset.
Køkkenet er igen “funktionsdygtigt”, brændeovnen er i gang og der er blevet ryddet nogenlunde op!
Der mangler lidt lister hist og her, men alt i alt er vi ved at være færdige.
17. marts 2019
Vi er nu kommet ret langt med restaureringen af kolonihavehuset.
Vi har været heldige, at der kun har været indvendigt arbejde – alt imens regnen har silet ned.
Vi har fået lagt gulvet, og i dag har vi fået opsat køkkenet igen. Vi mangler kun bordpladen, isætning af vask og komfur – og tilslutning af det hele.
Derefter kan vi gå og pusle med inddækning ved vinduer og døre.
I morgen står den på placering af service m.v. i skabene.
8. marts 2019
I dag er vi blevet færdige med at sætte ludbehandlet rustik på væggene, så nu er vi klar til at lægge gulv. Det bliver egetræsmønstret laminat.
Derefter gælder det om at få sat køkkenet op igen. Når gulvet er lagt, bliver der installeret en lille brændeovn.
Det bliver spændende!
28. februar 2019
Der bygges videre i kolonihaven!
Vi har fået kørt 26 trillebørefuld sand ud fra gulvet for at gøre plades til 100 mm ny isolering. Der er blevet lagt fliser, som reglarne skal funderes på.
I dag fortsatte vi så – i det fantastisk forårsagtige vejr – hvor vi slap i går og fik lagt plastic ud. Herefter blev alle reglar samlet til et fundament. Det sidste, vi lavede i dag, var at få begyndt med at lægge isolering og gulvspånplader på.
Nu ved vi, hvor vi skal begynde i morgen! ?
23. februar 2019
Året er begyndt stille og roligt i kolonihaven.
Vi har startet vores forårsprojekt i begyndelsen af februar. Vi har nemlig besluttet, at kolonihavehuset skal total renoveres indvendigt.
Den 3. og 4. februar tømte vi stuen og flyttede alt køkkeninventaret og møblerne ud i udestuen og op i soveværelset.
Herefter gik vi i gang med at fjerne det gamle laminatgulv m.m. og køre det på genbrugspladsen.
Så kom det større projekt, nemlig at få hakket det 10 cm. betongulv op og få betonen kørt væk, ligesom vi gik i gang med at nedtage den indvendige beklædning og den gamle isolering samt få det bortskaffet.
Nu er vi så i gang med at genopbygge det hele. Det har givet lidt udfordringer, da det viste sig, at væggen mod nord absolut ikke var i lod. Vi har nu fået det bygget rigtig op og fået lagt ny isolering i hele huset.
Næste projekt er at få jævnet sandet ud og gjort klar til at lægge reglar og isolering i gulvet.
12. august 2018
Sikke en dejlig sommer, vi har haft her i kolonihaven. Som tidligere nævnt har vi også fået lavet en hel del. Græsset gror så godt, at det skal klippes hver 2-3 dag.
Ellers har vi bare fået slappet godt af.
Men med udsigten til regn – som vi bare har ventet på – valgte vi i fredags at flytte hjem og nyde vores dejlige lejlighed. Aftenerne i kolonihaven er blevet kortere, og mørket kommer tidligere, så det føles som en rigtig beslutning.
I stedet bliver det nu dagture til kolonien, da der stadig skal passes mange ting.
Vi har stadig kartofler i spande, rigtig mange tomater og agurker. Mest spændende bliver ferskentræet. Vi har rigtig mange ferskener, som vi glæder os til at smage.
De blå vindruer giver rigtig godt, og dem bruger vi til saft, mens vi bare nyder at spise de grønne druer. De er dejligt søde.
3. august 2018
Termometret viser 28 grader i dag. Er der så noget bedre end et godt bad på sådan en varm sommerdag? – her i kolonihaven
1. august 2018
I dag til morgen var der lidt køligere end i lang tid. Det gav lidt morgendis – her i kolonihaven.
22. juli 2018
Nu er græsplænen kommet rigtig godt i gang.
15. juli 2018
I løbet af sommeren har der været livlig aktivitet i kolonihaven.
Vi har fået lagt en del fliser om, som følge af, at vi fik hævet græsplænen med omkring 20 centimeter, fordi der altid stod vand på det laveste sted. Græsset er nu kommet rigtig godt op, og det vokser så godt, at det bliver klippet hver anden dag.
Skuret har fået nyt tag, og det var tiltrængt efter 12 år.
Det er også blevet til nogle cykelture. En dag cyklede vi fra kolonihaven og til Sunds. Herfra over Faurholt, Tulstrup og Ikast. I Ikast gjorde vi ophold hos Jannie og Brian, inden turen gik tilbage til kolonihaven ??
17. maj 2018
I dag høstede vi sæsonens første nye kartofler i kolonihaven. Ganske vist var de startet i spande, men alligevel!
Det er første år vi tager de første kartofler så tidligt.
14. maj 2018
Vi har nu fået kørt 5 m³ muldjord på og har planeret hele græsplænen. Forleden dag såede vi nyt græs, så nu væbner vi os med tålmodighed på, at det nye græs kommer op.
3. maj 2018
I 2006 plantede vi vort mandeltræ, som i løbet af de 12 år, der er gået, havde vokset sig alt for stor og voldsom. Vi besluttede at fælde træet i efteråret 2017. Vi har nu fået roden gravet op, og er klar til at få plænen planeret med nyt muld.
På ovenstående billedserie, kan man se udviklingen fra 2006 og til nu – fantastisk!
18. april 2018
Ferskentræet har rigtig mange blomster i år. Der har ikke været frost i drivhuset i blomstringsperioden, så betingelserne for, at der kan komme frugter ud af det, er gode ?? Det ser vi frem til ?
13. april 2018
Kærmindesøster blomstrer flittigt i kolonihaven for tiden.
3. april 2018
Nu er vi for alvor igang i kolonihaven.
Kartoflerne er blevet sat i dag. Sorten er Solist – det er den sort, som vi plejer at have størst succes med.
40 spande med gode forspirede kartofler i drivhuset, så nu mangler vi bare nogle højere temperaturer og lidt sol – så kører det! ??
15. marts 2018
De første kartofler er nu kommet op. Ganske vist står de i spande indendørs, men inden længe kommer de formentlig ud i drivhuset. Vi plejer at høste de første nye kartofler omkring den 25. maj. Hos os er det en tradition, at de første nye kartofler skal spises sammen med stegt flæsk og persillesovs, så det ser vi frem til!