Mere end 40 år med fotografering
Det er mere end 40 år siden, at Leo for alvor kom i gang med sin store hobby – fotografering.
Alt har jo en pris, så aftalen blev at kvitte tobakken. Der kan jo ikke være råd til det hele!
Det første “rigtige” kamera var en Zenit E – TTL, idet vi hidtil kun havde haft et Kodak Instamatic.
Zenit var et russisk mærke, som ikke kunne noget som helst automatisk. Det var fuldstændig manuelt, men det var alligevel muligt at udnytte det kreativt.
Prisen var 495 kroner – dengang i 1975. Det var alligevel var en del – med en nystartet familie og et barn på vej!
Nå, men der kom efterhånden andre kameraer til. Det udvikledes sig, og interessen faldt på portrætfotografering, naturfotografering, selskabsfotografering og mørkekammerarbejde. Senere blev der taget billeder af aktuelle ting, som blev sendt til medierne, som også engang imellem valgte at tage noget af det med.
Den analoge æra sluttede med, at vi havde et Konica FS-1 systemkamera med nogle ekstra objektiver. Det var et dejligt kamera, men da var det slut med at bruge almindelige filmruller.
Så kom det digitale kamera, som jo virkelig var et kæmpe gennembrud for det kreative fotografi. Alt blev meget nemmere! Man kunne se billederne straks efter, at de var taget, og de skulle bare lige en tur i computeren, så havde man dem på papir et øjeblik efter!
Vores første digitale kamera var af mærket Olympus. Det var dog ikke et systemkamera, men et kamera med fast objektiv. Opløsningen var 2,5 megapixel, så sammenholdt med i dag, hvor vi opererer med opløsninger på 20-30 megapixel, var det jo ikke meget. Kameraet tog nogle fremragende billeder, men var lidt begrænset af, at man ikke kunne skifte objektiv. Det var dog et utrolig lysstærkt kamera.
Derefter gik vi over til Canon EOS systemet og har været der siden. For os er det et perfekt kamerasystem med masser af muligheder. Det startede med et Canon EOS 300D, som efterfølgende er blevet skiftet ud som udviklingen er skredet frem.
Udstyret består i dag af et Canon EOS 90D, hvortil vi har et Canon EF-S 18-200 mm USM som standardobjektiv, et Canon Macro EF-S 60 mm USM samt et Sigma teleobjektiv 150 mm-500 mm – f/5.0-6.3 APO DG OS HSM.
Vi har også et lille fotostudie – Foldio3 – som vi blandt andet bruger til at tage billeder til vort madunivers på hjemmesiden.
Derudover har vi et studieflash-sæt – Dörr Basic 120 – bestående af 2 flash med stativer og paraplyer samt diverse løse blitz.